Igår var vi til begravelse med svogerens far, en mand på 82 år, han havde helt sikkert haft et dejligt liv, han har fået sine børn "godt i vej" og nåede også at blive oldefar - han vidste, hvor det bar hen og havde bestemt, at vi skulle på kroen og have en "melma" hvis han blev begravet om formiddagen og hvis det blev om eftermiddagen skulle vi have kaffe og lagkage - familien havde besluttet, at vi skulle have begge dele.
Det var en pæn, stille og rolig begravelse - præstens tale mindede mig om, at det er vigtigt at leve livet, som vi gerne vil - at vi er glade og stolte af det liv, vi lever - at ens efterladte en dag kan sidde tilbage og glædes over minderne.
At han har været et afholdt mennesker fortalte antallet af deltagere alt om.
Det var som det nu skal være, når det skal være.
Når man så kommer hjem og hører om en 50-årig, der er død fra kone og børn - så føles alt pludselig dybt urimeligt - det har bare ingen mening og rimelighed.
Jeg kender ikke familien, det gør vores søn, svigerdatter og barnebarn, og det gør selvfølgelig også, at det kommer tæt på, og det er næsten ikke til at bære tanken om den sorg, de børn kommer til at bære med sig videre i livet, jeg håber virkelig, at de en dag kan tænke tilbage på de glæder, de trods alt nåede at få med deres far - at de kan tænke, at han trods alt havde et godt liv, mens han var her.
Det var en pæn, stille og rolig begravelse - præstens tale mindede mig om, at det er vigtigt at leve livet, som vi gerne vil - at vi er glade og stolte af det liv, vi lever - at ens efterladte en dag kan sidde tilbage og glædes over minderne.
At han har været et afholdt mennesker fortalte antallet af deltagere alt om.
Det var som det nu skal være, når det skal være.
Ære være Leif Vognsens minde
Når man så kommer hjem og hører om en 50-årig, der er død fra kone og børn - så føles alt pludselig dybt urimeligt - det har bare ingen mening og rimelighed.
Jeg kender ikke familien, det gør vores søn, svigerdatter og barnebarn, og det gør selvfølgelig også, at det kommer tæt på, og det er næsten ikke til at bære tanken om den sorg, de børn kommer til at bære med sig videre i livet, jeg håber virkelig, at de en dag kan tænke tilbage på de glæder, de trods alt nåede at få med deres far - at de kan tænke, at han trods alt havde et godt liv, mens han var her.
Livet arter sig ikke altid som vi drømmer om,
vi har ikke altid selv indflydelse på, hvad der sker,
men vi kan forsøge at få det bedste ud af det.
Tingene blev lige sat i perspektiv, og at vores 1 år gamle fryser stod af blev lige med et til et lille bitte problem, som jo løser sig.
